Fynsk søskendepar udsat for mareridtsagtige oplevelser: Mishandlet og efterladt i skov

Retten i Odense lægger i morgen lokaler til en skræmmende sag, hvor tre voksne personer er tiltalt for vanrøgt, mishandling og ulovlig tvang af to små børn.

Bag de mareridts-agtige oplevelser står muligvis børnenes egen bedstemor, da hun er en af de tiltalte i sagen.

Det ene barn, en dreng, er blevet tvunget til at stå under en kold bruser, fordi han enten havde tisset eller lavet afføring i sine bukser.

Samme barn har måttet finde sig i at blive sat ud i sneen uden overtøj, hvis han kom til at tisse i bukserne.

Med en pind eller kæp er det andet barn, en pige, blevet slået over fingrene og på bagdelen, og ifølge Fyens.dk er hun også blevet revet i håret og skubbet.

Søskendeparret er blevet efterladt i en skov på grund af deres uheld i bukserne, mens blodansamlinger i deres ansigter vidner om, at én eller flere personer har taget hårdt fat i deres næser.

Børnene er begge under 10 år, mens de tiltalte er en 61-årig bedstemor, en 39-årig mand og en tre år yngre kvinder.

Læs også: Far tiltalt i uhyggelig sag: Datter sexmisbrugt i 24 år

I anklageskriftet fremgår det, at børnene også er blevet sparket med fodtøj på, mens de med flad hånd er blevet slået i bagdelen.

De forskellige ugerninger, der er foregået fra 2010 og frem til februar 2014, er begået på to forskellige adresser på Fyn.

Onsdag formiddag skal de tiltalte afhøres i retten, hvor det ventes at komme frem, hvem der har udført de forskellige mishandlinger og ydmygelser.

De tre tiltalte nægter alle de grove anklager, der kan føre til fængselsstraffe, hvis de bliver dømt for vanrøgt og mishandling af det fynske søskendepar.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler:

Dagens Gossip

Dagens TV