Fynske børn skal lære om homoseksualitet

Børn- og ungeudvalget holdt tirsdag møde, og her var der flertal for, at eleverne skal lære om homoseksualitet som en del af seksualundervisningen.

»Jeg kan konstatere, at der er et flertal for, at det bliver en fast del af seksualundervisningen her i Odense,« siger børn- og ungerådmand Brian Dybro (SF) til TV2/Fyn og tilføjer:

»Det er jeg rigtig glad for, ikke mindst fordi vi oplevede de her reaktionære og middelalderlige holdninger omkring homoseksuelle.«

Rådmanden hentyder til udbrud fra de to løsgængere, Mohammed Mansour og Dahir Jama Roobleh, i forbindelse med forslaget.

»Det er et rigtigt dårligt forslag. Vi muslimer er imod homoseksualitet. Vi skal ikke snakke om det. Det er væmmeligt,« lød det ifølge TV2/Fyn fra Mansour, da forslaget blev stillet.

Dahir Jama Roobleh kaldte forslaget en katastrofe, og det kom senere frem, at han i 2012 havde sammenlignet homoseksuelle med kameler. Han har dog senere undskyldt sine udtalelser, skriver TV2/Fyn.

Det er socialdemokraten Tim Vermund (S), der står bag foreslaget om obligatorisk seksualundervisning i homoseksualitet på skolerne i Odense.

Der tages endelig stilling til forslaget på det næste møde i børn- og ungeudvalget.

Dagens Gossip

Dagens TV