Fynske kommuner indfører kædeansvar

Samtlige kommuner på Fyn vedtog tirsdag fælles retningslinjer for arbejdsklausuler og kædeansvar. Fyn skal fremover være lukket land for offentligt finansieret løndumping, hedder det.

- Arbejdet skal foregå på ordentlige vilkår. Nu er reglerne ens for alle, der byder ind på opgaver på det fynske land. Og på den måde minimerer vi bureaukratiet og undgår, at virksomheder kommer galt af sted, siger Odenses borgmester, Anker Boye (S), til Avisen.dk.

Brugen af billig og ofte udenlandsk arbejdskraft opfattes som et problem, fordi lave lønninger presser for eksempel danske håndværkere ned i løn eller i værste fald ud i arbejdsløshed.

Odense var blandt de første danske kommuner til at indføre arbejdsklausuler og kædeansvar, som gør det muligt at holde hovedentreprenører ansvarlige for lønfusk blandt underentreprenører.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Søren Kaj Andersen fra Københavns Universitet er det en udfordring for erhvervslivet, hvis kommunernes arbejdsklausuler stritter i alle retninger.

- Der er ret forskellig praksis rundt omkring, så det er et fornuftigt skridt, at man forsøger at ensliggøre den måde, kommunerne fortolker og håndhæver arbejdsklausuler på, siger han til Avisen.dk

De fynske kommuner går et skridt videre og indfører også en form for kædeansvar.

Aftalen vækker stor begejstring hos fagforbundet 3F.

- Det kan jeg kun klappe i hænderne over og være super tilfreds med, for det er jo det, vi har kæmpet for. Og når alle kommunerne gør det fælles, må vi jo sige, at vi bare igen er et hestehår foran på Fyn, siger formand for Bygningsarbejdernes Fagforening, Søren Folkersen, til Avisen.dk

/ritzau/

Dagens Gossip