Fyrede finansfolk finder job i andre brancher

2012 har været et hårdt år for de ansatte i den finansielle sektor. Det er ved at være daglig kost med nye triste meddelelser om planlagte eller realiserede fyringsrunder i sektoren, og de trecifrede størrelser er ikke længere et særsyn. I alt er 1.647 medarbejdere blevet fyret i årets første elleve måneder, viser en opgørelse fra Finansforbundet.

- Vi skal i endnu højere grad udfordre virksomhederne til at gentænke nødvendighederne af at fyre medarbejdere i det omfang, de finder for godt, siger forbundsformand Kent Petersen.
Finansforbundets opgørelse, der er baseret på indberetninger fra det faglige system i virksomhederne, viser blandt andet, at Danske Bank indtil udgangen af november har fyret 497 medarbejdere, Nykredit 128 medarbejdere, IBM 170 medarbejdere, Finansiel Stabilitet 80 medarbejdere, og i de allerseneste dage har Spar Nord fyret 100 og Saxo Bank 168 medarbejdere.

- Bølgen med fyringer i den finansielle sektor, der startede i 2008, ser desværre ud til at fortsætte. Det er en meget bekymrende tendens, ikke mindst i lyset af, at det tilsyneladende bliver sværere og sværere for vores medlemmer at finde nyt arbejde” siger Kent Petersen til Nyhedsbrevet Finans.

Mangel på alternative muligheder

Langt hen ad vejen har det været muligt for Finansforbundets medlemmer at finde arbejde uden for sektoren, og ledighedsprocenten er derfor fortsat forholdsvis lav, men der er ingen tvivl om, at de alternative jobmuligheder tørrer ud.

- På trods af alt har Finansforbundet haft en rimelig succes med at hjælpe medlemmer videre i arbejdslivet, men vi oplever, at mulighederne snævrer ind. Derfor er det et område, vi skal satse endnu flere ressourcer på, siger Kent Petersen.

Dagens Gossip