Fyret advokat i straffesag kæmper videre i Højesteret

Skrevet af admin

09/09/2015

Mest læste i dag

En advokat vil ikke finde sig i, at dommerne i Vestre Landsret i foråret højst usædvanligt fyrede ham som forsvarer i en straffesag.

Nu har han fået tilladelse til at gå videre til Højesteret, fordi han protesterer imod afsættelsen.

Det var i marts, at advokat Hans Boserup på grund af sin opførsel bragte sig i centrum.

Her var han forsvarer i en sag om vold og trusler. Men de andre aktører blev overraskede, da de hørte hans procedure.

Heri opfordrede han nemlig landsretten til at idømme klienten en hårdere straf, end byretten havde fastsat.

Sådan blev hans ord i hvert fald opfattet af såvel landsdommerne som af anklageren.

Normalt vil en forsvarer bede om rettens mildeste dom. Og den modsatte melding fra Hans Boserup fra Sønderborg var så mærkværdig, at dommerne efter en tænkepause afsatte ham.

Bægeret var fyldt. Undervejs havde han også - ifølge retten - angrebet anklageren verbalt, ligesom han såede tvivl om et vidnes identitet.

Straffesagen blev afbrudt. Den tiltalte, der i byretten var blevet idømt tre måneders betinget fængsel, fik ikke en afgørelse. Til november skal vedkommende med en ny forsvarer møde et nyt hold dommere.

Men nu har Hans Boserup altså fået Procesbevillingsnævnets tilladelse til at indbringe afsættelsen for Højesteret.

Han vil have underkendt indgrebet, ligesom han er utilfreds med landsrettens afgørelse om salærets størrelse.

Advokaten har tidligere til Jyllands-Posten udtalt, at han ikke mener at have gjort noget galt.

I forvejen er advokaten på grund af en række disciplinærsager omstridt. Gennem årene har han fået en stribe bøder.

På et tidspunkt fandt Advokatnævnet det nødvendigt at fratage ham muligheden for at praktisere som advokat, men Højesteret fandt i 2011, at dette var for drastisk en sanktion.

En af de seneste bøder skyldes hans udsagn på Facebook i en sag om voldtægt.

/ritzau/