Fyret: Derfor mistede AGF-direktør tilliden til Peter Sørensens plan

Skrevet af admin

27/02/2014

Dagens topnyheder

Onsdag aften valgte AGF at fyre sin træner Peter Sørensen. Efterfølgende har det vakt undren, at fyringen falder efter bare én ligakamp samt en pokaloptræden i foråret - og ikke ovenpå efterårssæsonen.

Det har AGF-direktør Jan Christensen sin forklaring på dagen efter 1-4-nederlaget til AaB i pokalen.

- I erkendelse af, at 2013 ikke havde været godt nok resultatmæssigt, kom Peter (Sørensen, red) med en plan. Særligt de sidste kampe i efteråret var et stykke under forventning, så han kom en plan for korrigerende handlinger.

- Den plan havde jeg tillid til, så vi kunne få et godt forår. Derpå havde vi en træningsopstart, hvor jeg ikke synes, vi så tilstrækkeligt stærke ud, og resultaterne var heller ikke derefter.

- Så spillede vi en rimelig kamp mod FCK, og derefter så man mod AaB de samme træk med, at vi falder fra hinanden. Da mistede jeg tilliden til, at Peter er den bedste løsning i foråret, siger Jan Christensen.

Uro på de indre linjer i truppen har været nævnt som en mulig årsag til fyringen, men direktøren ønsker ikke at bidrage til den diskussion.

- Jeg synes, det er uvedkommende, hvad der er fup og fakta. Det vigtige er, om vi skaber resultater eller ej. Det har vi ikke gjort.

- Hvad der er årsag til det, har jeg analyseret mig frem til, og jeg synes ikke, at det tjener noget formål at dele det med fodbold-Danmark.

Lørdag spiller AGF ude mod Sønderjyske. Her debuterer Jesper Fredberg som cheftræner.

/ritzau/