Fyret FCK-boss: Brud var uundgåeligt

Skrevet af admin

12/09/2014

Mest læste i dag

Carsten V. Jensen har ikke sagt meget om fyringen som sportsdirektør i FC København. Dagen efter fyringen - i slutningen af april - sagde han til Ritzau, at han var forbandet og skuffet over beslutningen

Siden har han stort set været tavs. Men i fredagens udgave af Tipsbladet kommer Carsten V. Jensen igen på banen med en evaluering af forløbet i FCK.

- Der blev ad flere omgange truffet ledelsesmæssige beslutninger, der svækkede min position, og ændringen i efteråret var ydmygende og gjorde nok et brud uundgåeligt, siger Carsten V. Jensen til Tipsbladet.

Med ændringen henviser han til, at FCK i efteråret 2013 forfremmede Ståle Solbakken til at være sideordnet med Carsten V. Jensen i forhold til transferansvar og beslutningskompetence.

Det var og er en fejl af FCK, fordi Solbakken en eller anden dag forlader klubben og dermed hiver en masse ting ud af klubben, mener Carsten V. Jensen.

- Ståle og jeg havde nok fundet ud af det, men grundlæggende var jeg dybt uenig, for jeg mener jo, at hvis man lægger alt beslutningskraften hos en træner, og han så pludselig er væk, så fjerner man med et slag al viden og beslutningskraft fra klubben, og så står man tilbage med ingenting, siger Carsten V. Jensen.

Efter et 0-1-nederlag i april til FC Nordsjælland blev Carsten V. Jensen fyret og Solbakken ansat som manager med ansvar for hele den sportslige afdeling med Johan Lange som teknisk direktør.

- I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at jeg ikke på nogen måde føler mig underløbet af Ståle og Johan Lange. Det er jeg blevet spurgt om mange gange siden, når nu de har overtaget mit job med Ståle som manager og Johan som teknisk direktør, men det gør jeg overhovedet ikke.

- Er der nogen, der har stået bag mig og været loyale hele vejen igennem, og som også efterfølgende har givet udtryk for det, som jeg håbede, de ville, så er det de to. Tværtimod håber jeg kun alt det bedste for dem, siger Carsten V. Jensen.

/ritzau/