Fyret: Kvindelig ansat mistænkt for at bruge millioner af kommunens penge

Skrevet af admin

06/08/2014

Mest læste i dag

Gentofte Kommune har fyret og politianmeldt en administrativ medarbejder, der er under mistanke for at have brugt 4,7 millioner kroner fra en af kommunens konti til private formål.

- Der er afgivet en politianmeldelse, og den pågældende har til fulde erkendt, siger direktør i Gentofte Kommune, Frank Andersen, til tv2.dk.

Gentofte Kommune bekræfter oplysningerne til Ritzau.

Den leder, der skulle have ført kontrol med kommunens konti på området, er blevet fritaget for tjeneste, og kommunen har indledt en afskedigelsessag mod hende.

Misbruget, der blev opdaget i sidste uge, menes at have stået på siden 2009, skriver tv2.dk.

Det blev opdaget, fordi en borger havde indgået en handel med den administrative medarbejder, der mistænkes for at have begået millionsvindlen. Borgeren undrede sig over, at betalingen fra kvinden kom fra en bankkonto, der tilhørte Gentofte Kommune.

Borgeren henvendte sig til kommunen, der granskede den udlægskonto, som millionsvindlen knytter sig til. Ved gennemgangen blev kommunen opmærksom på mistænkelige hævninger og overførsler helt tilbage til 2009, som ikke umiddelbart har noget med kommunen at gøre, skriver tv2.dk.

At svindlen har stået på gennem fem år, uden at kommunen har opdaget det, skyldes angiveligt, at chefen på området har ført utilstrækkelig kontrol.

/ritzau/