Fyret Premier League-træner: Klubben er gået i panik

Skrevet af admin

15/02/2014

Dagens topnyheder

Fulhams fyrede manager Rene Meuleensteen mener, at klubben er gået i panik ved at udnævne tyskeren Felix Magath som ny træner.

Det siger han til Sky Sports.

Meuleensteen blev fredag fyret af London-klubben efter mindre end 11 uger i jobbet.

Fulham ligger nederst i Premier League og har fem point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.

Under hollænderens ledelse vandt holdet kun tre ligakampe. Og i de seneste seks kampe har Fulham kun fået et enkelt point.

Meuleensteen mener, at Fulham med udnævnelsen af Magath har "trykket på panikknappen", skriver Sky Sports.

- Hvis de rykker ned, og det virker sandsynligt, hvilken erfaring har Felix Magath med Championship? Jeg må sige, at det er en sær beslutning, men håber, at den er rigtig, for det er en vidunderlig klub, siger Meuleensteen.

Han havde ingen anelse om, at hans job var i farezonen, og havde for få dage siden en positiv samtale med bestyrelsesformand Shahid Khan.

- Vi havde et langt møde mandag eftermiddag, og vores møder har hele vejen igennem været rigtig gode, fortæller Meuleensteen.

Han siger samtidig, at "udgangspunktet" ikke var det bedste, da han fik tjansen som afløser for Martin Jol, der blev afskediget som Fulham-manager i december.

- Vi leverede nogle virkelig gode præstationer, men ikke resultater, og det tærer på selvtilliden, siger Meuleensteen.

Nye spillere blev hentet ind i januar, men Meuleensteen mener ikke, at klubben gav ham tid nok til at fuldføre processen med at få holdet tilbage på vindersporet.

- Alle kunne se forskellen i vores præstationer mod Manchester United og Liverpool, siger han.

Fulham formåede at spille 2-2 mod United på Old Trafford, og var få minutter fra at gentage det resultat mod Liverpool i den efterfølgende kamp.

Den 60-årige Magath har ry for at være en hård træner. Han har stået i spidsen for flere topklubber i Bundesligaen.

Nu har han 12 kampe til at sørge for, at der også spilles Premier League-fodbold på Craven Cottage i næste sæson.

/ritzau/