Fyret Silkeborg-træner: Jeg passer på den nye profil

Skrevet af admin

08/12/2014

Mest læste i dag

Jesper Sørensen blev mandag indkaldt til samtale på Silkeborg IF's direktør Kent Madsens kontor.

Da han gik ind til mødet, var han stadig klubbens førsteholdstræner, men da han kom ud, stod han uden job.

Og det er den tidligere AGF-assistent ærgerlig over, for han ville gerne have deltaget i arbejdet med at få klubben, der ligger ubehjælpeligt sidst i Superligaen, tilbage på fode igen.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi kunne have gjort det bedre i foråret, og det kan den nye træner også. Det kan jo næsten ikke gå dårligere.

- Jeg havde også selv en plan for, hvad der skulle ske hen over vinteren og i opstarten og hen over sommeren. Men den nåede jeg ikke at fremlægge, siger han.

Han erkender, at med blot fire point og otte mål i 17 kampe, så har resultaterne ikke levet op til forventningerne.

- Men når man står i den situation, er spørgsmålet ikke, hvad vi kunne havde gjort. Så er det: Hvad er det rigtige at gøre fremover?

- Jeg har fået en chance, og der er ikke nogen i Silkeborg, der ikke har ønsket andet, end at jeg skulle gøre det godt i samspil med holdet.

- Men jeg mener stadigvæk, at analyserer man det her til bunds, så er det ikke dårligt trænerarbejde, der er skyld i den situation, vi står i nu, siger han.

Silkeborgs bestyrelse har nu besluttet at sætte skub i klubbens plan om at få fodbolddriften til at gå i nul efter en række år med underskud.

Det skal ske ved en øget satsning på klubbens egne talenter. En satsning, som Jesper Sørensen føler sig fuldt ud kvalificeret til at stå i spidsen for.

- Den strategi, de har valgt, kræver en trænerprofil, der kerer sig om unge spillere, for udviklingen i dagligdagen og som har fokus på de rigtige præstationsnormer.

- Det mener jeg, at jeg er garant for. Det er også derfor, at vi har kunnet rykke op med et ungt hold, som jeg har arbejdet med at talentudvikle, siger han.

Ikke desto mindre bliver det fremover Kim Poulsen, der skal stå i spidsen for Silkeborg IF. Jesper Sørensen derimod skal finde sig et andet arbejde.

- Jeg skal nok lige slappe lidt af, når jeg kommer hjem. Men jeg er fodboldtræner og lever med fodbolden inde under huden, og det tror jeg også, at jeg kommer til at gøre igen, siger han.

/ritzau/