Fyret Vardar-dansker: Klubben havde Pytlick i kikkerten

Skrevet af admin

12/02/2015

Dagens topnyheder

Den makedonske håndboldklub WHC Vardar har de seneste 10 dage både fyret og ansat en dansk træner.

For nylig blev Kim Rasmussen uden de store forklaringer fyret fra den tekniske stab efter mindre end en måneds ansættelse, og onsdag overtog den tidligere landstræner Jan Pytlick så jobbet.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Vardar har haft Pytlick i kikkerten i længere tid, og nu var der en mulighed at få ham, og så gik de efter ham.

- Det kan jeg godt forstå, siger Kim Rasmussen, der også er landstræner for Polen.

Spørgsmål: Føler du, at du blev skubbet ud for at gøre plads til Pytlick?

- Det kan man kun gætte om. Det vil vi aldrig finde ud af. Jeg er videre, så det tænker jeg ikke over.

Spørgsmål: Tænker du, at den situation du havnede i, også kan overgå Pytlick?

- Det kan altid ske sådan noget på de kanter. Det hele bliver styret af en russisk rigmand, der har en finger med i alt.

- Ingen kan foretage sig noget i klubben, hvis ikke han siger ok. Han blander sig i, hvem der skal spille, og hvem der ikke skal.

- Pytlick er et stort internationalt navn, så jeg forventer, at de vil lytte til, hvad han vil sige, og jeg forventer, at han får lang snor.

Spørgsmål: Fortryder du selv, at du tog til Vardar?

- Nej, det er en del af det. Jeg er blevet styrket og klogere af den situation, jeg har været igennem. Jeg har lært meget, som jeg tager med mig videre i livet.

Spørgsmål: Hvis andre personer flyttede til Skopje og blev fyret med det samme, ville det sikkert været en hård oplevelse. Men ikke for dig?

- Det var lidt komisk, som jeg sagde, da jeg blev fyret. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg var en del af et større puslespil, for jeg kunne ikke få nogen forklaringer, og de forklaringer, jeg fik, stemte ikke overens med det, der var sket.

- Jeg er en erfaring rigere og håber det bedste for Jan.

Spørgsmål: Du har vel også løn til gode?

- Nej. Det er noget, vi har i den vestlige verden. Vi har nogle rettigheder ud fra de kontrakter, vi laver. Sådan er det ikke dernede. Jeg er videre og en erfaring rigere.

Spørgsmål: Vi ser for tiden mange danske trænere og spillere drage østpå. Hvorfor tror du?

- De bedste danske spillere vil gerne vinde Champions League, og det kommer man ikke til i Danmark de næste mange år. De ambitioner kan blive indfriet dernede.

- Derudover bliver spillerne sparret med de bedste til træning hver dag. Oveni hatten kan de få en noget større løn end i Danmark.

- Jeg tror, at det vil styrke de danske spillere at tage væk fra trygge Danmark, for det er meget trygt herhjemme.

Spørgsmål: Men danskerne kan vel havne i samme situation som dig?

- Jeg er ikke den første i Vardar, som har prøvet at ryge ud. Den franske stjerne Allison Pineau fik samme behandling som mig.

- Det er en del af det at tage til Østeuropa. Hvis man ikke er klar på det, så skal man ikke tage af sted.

Spørgsmål: Vidste du godt 100 procent, hvad du gik ind til?

- Jeg var klar over, at det var en risikofyldt beslutning at tage til en storklub styret af en pengemand, som faktisk ikke har forstand på håndbold.

- Jeg håbede bare på det bedste. Jeg tror på det bedste i folk, og hvis de så modbeviser det, så vælger jeg at glemme det og komme videre, siger Kim Rasmussen.

/ritzau/