Fyrfadslys og hilsner omkranser skudramt spillested i Paris

Skrevet af admin

15/11/2015

Dagens topnyheder

Varmen fra de mange fyrfadslys trænger lørdag aften gennem efterårskulden foran spillestedet Le Bataclan, som et døgn tidligere blev ramt af skudangreb.

Det kostede mindst 89 mennesker livet, da bevæbnede mænd med geværer og bombebælter skød løs på koncertgæsterne.

På grund af afspærring er det ikke muligt at komme tæt på caféen med grøn markise, hvor der er opført et midlertidigt hegn af hvid plastik, som skygger for politiets arbejde.

På plakaten står der stadig "Eagles of Death Metal", som spillede koncert, da gerningsmændene skød omkring sig, inden politiet satte ind.

Foran de mange journalister og specialstyrker stimler folk sammen og står tavse foran blomster og fyrfadslys til minde om de døde.

Flag fra Brasilien, Polen og hilsner fra Israel og USA sender signalet om, at hele verden har Paris i tankerne efter et af de værste angreb i Europa i nyere tid.

Franske Emilie på 21 år er sammen med sin kæreste kørt på scooter til spillestedet for at mindes de døde. Derhjemme sad de og så nyhederne, men "det er bedre at være her selv", siger de, og nu har de tændt seks fyrfadslys foran Le Bataclan.

- Vi tændte nogle lys, fordi alt det her ikke er i orden. Alle græder, jeg har ikke ord til at forklare, hvad jeg føler. Men det er skidt, at man kan have så meget had. Jeg er taknemmelig over at være i live, siger Emilie, som er klædt i sort og står med en motorcykelhjelm i hånden.

Sirener høres indimellem i det fjerne, men ingen tager længere notits af det. Blandt lysene på jorden ligger der blomsterbuketter og børnetegninger af både det franske flag og Eiffeltårnet, hvis lys er slukket på grund af hændelserne.

Le Bataclan ligger ud til Boulevard Richard Lenoir, som i hver ende er omringet af navlehøje metalhegn bevogtet af franske specialstyrker.

Foran hegnene rapporterer tv-journalister fra hele verden i et forsøg på at forklare begivenhederne og sætte ord på hændelserne i den franske hovedstad.

I hver ende af boulevarden står op mod 30 journalister med direkte forbindelse til deres hjemlande og rapporterer på engelsk, spansk, arabisk og selvfølgelig fransk.

Tyske Laura er med egne ord i "kærlighedens hovedstad" med sin kæreste Aleksander for at fejre deres treårsdag, som er blevet overskygget af angrebene.

De var til stede på stadionet Stade de France, som blev ramt af eksplosioner fra selvmordsbombere. Under venskabskampen mellem Frankrig og Tyskland hørte de to eksplosioner, men tog ikke notits af det i øjeblikket.

- Vi tænkte ikke særligt over det, for larm er normalt i forbindelse med fodbold, når man sidder på stadion, siger Laura, som modtog nyheden om angrebet af stadionspeakeren.

- Alle løb rundt, og der var meget panik. Vi var meget bange i øjeblikket, for det er første gang, vi er her, og vi skulle bare se fodbold, siger hun.

Nu står hun foran spillestedet, efter at hun lørdag har trasket rundt i Paris med sin kæreste, mens butikkerne og seværdighederne var lukkede.

- Det er meget personligt, for vi hørte eksplosionerne, og det kunne være os. Det kunne teoretisk set ramme os, for eksplosionerne skete på stadion tæt på os. Jeg tænkte, at man rent faktisk kunne have mistet livet, siger Aleksander.

Mellem lysene og blomsterne ligger der et billede af pave Frans. Ved siden af ligger der en enkelt sort Adidas-sko med hvide såler og indtørret blod under bunden.

Tæt på ligger et hvidt skilt med kuglepensskrift. De samme ord går igen på andre skilte og sætter sig fast: "You can't divide us".

/ritzau/