Fyringer: Daloon ligger ikke godt i maven

Daloon er blevet presset på både priser og mængder i dagligvarehandlen i Vesteuropa og sammen med en fortsat lavkonjunktur i virksomhedens hovedmarkeder, har Daloon fået så utilfredsstillende et resultat for 2012, at fyringer og besparelser er eneste udvej.

Det betyder, at Daloon skærer kraftigt ned på de to fabrikker i Danmark og England. I England fyres derfor otte funktionærer. I Danmark fyres også otte medarbejdere, både funktionærer og produktionsarbejdere siger administrerende direktør Hemming Van til Business.dk. Det sker samtidig med, at ledelsen og alle øvrige timelønnede og funktionærer må gå ned i løn.

»Som ejer af Daloon berører det mig dybt, at vores gode og velrenommerede virksomhed er blevet så presset af markedsforholdene i Europa. Vi er desværre nødt til at afskedige en række gode og loyale medarbejdere her og nu i både Danmark og England,« siger Hemming Van i en pressemeddelelse og tilføjer:

»For at undgå yderligere afskedigelser har vi i dag også bedt alle øvrige medarbejdere samt ledelsen om at gå ned i løn. Hvis alle accepterer, vil Daloon have genvundet megen konkurrencekraft, og det er nødvendigt for at vi kan udvikle os og skabe vækst i Daloon igen.«

Daloon må desuden foretage en række andre besparelser, og arbejder fortsat med at tilpasse produktsortimentet til de behov kunderne og forbrugerne har i dag.

Daloon skriver pressemeddelelsen, at virksomheden vil introducere nye produkter på alle hovedmarkeder i løbet af 2013 og håber, det vil medvirke til at styrke afsætningen og få Daloon tilbage til storhedstiden.

»I England har vi de seneste måneder forsøgt at komme ind i en ny produktkatagori, og det ser positivt ud. Vi har valgt at bevæge os uden for de produkter, hvor vi er mest kendte. Så det nye er et grøntsagsbaseret produkt, men det har ikke noget med forårsruller at gøre,« siger Hemming Van til Business.dk og tilføjer:

»Selv om det ser godt ud i England, er det ikke gået hurtigt nok til, at vi har kunnet undgå fyringerne.«

 

 

 

Dagens Gossip