Fyrvækerigrunden i Seest skal huse fremtidens almene bolig

Skrevet af Elo Christoffersen

21/08/2013

Dagens topnyheder

Folketingsmedlem for SF, Karina Lorentzen, glæder sig over, at Kolding er med i ny arkitektkonkurrence om fremtidens bæredygtige almene boliger.

Det er den tidligere fyrværkerigrund i Seest ved Kolding, der er udset som mål for en arkitektkonkurrence, som er netop er udskrevet af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter i  samarbejde med Arkitektforeningen og de involverede kommuner og almene boligsselskaber.

- Som Seest-borger ser jeg frem til nogle spændende byggeprojekter på nogle flotte grunde tæt ved Ådalen, som rummer noget af den lækreste natur omkring Kolding. Det glæder mig virkelig, at der tænkes i attraktive og tilmed bæredygtige boliger for lejerne, som altså udgør en ret stor del af danskerne, siger Karina Lorentzen.

Selve konkurrencen udskrives som åben projektkonkurrence i to etaper. I den første fase skal man indhente visionære bud på, hvordan fremtidens bæredygtige almene bolig kan se ud.

I den anden fase skal forslagene indeholde bud på løsningsforslag på udfordringer som energireduktion, klimatilpasning, funktionalitet, fleksibilitet, optimering og planlægning af de fysiske rammer, udnyttelse af tekniske muligheder, stærke fællesskaber og arkitektur af højeste kvalitet samt andre, væsentlige tiltag, der kan forbedre og fremtidssikre den almene boligform.

- Det er en vigtig politisk opgave at sikre gode boliger til alle og den almene sektor er en meget vigtig, men desværre ofte overset, brik her og det bliver interessant at se, hvad der kommer ud af nytænkning af projektet, siger Karina Lorentzen.

N.P. Johnsens Fyrværkerifabrik sprang i luften 3. november 2004.