Fyrværkeridødsulykker kaster skygge over nytårsaften

Skrevet af admin

01/01/2015

Dagens topnyheder

To fyrværkeriulykker i Nordjylland med dødelig udgang kom til at kaste skygge over nytårsaften. En familiefar og to unge mennesker mistede livet, da de ville skyde nytåret ind med farlige krysantemumbomber.

To andre unge blev hårdt såret, da det farlige fyrværkeri eksploderede. De er i helikopter fløjet til Rigshospitalet, hvor lægerne kæmper for at redde deres liv.

I løbet af nytårsdag tager Nordjyllands Politi fat på at efterforske, hvad der gik galt, og hvor de farlige krysantemumbomber kommer fra, om fyrværkeriet, der er ulovligt, kommer fra samme leverandør.

Ellers tegner der sig et billede af en forholdsvis fredelig nytårsaften landet over.

I København melder politiet om en del småvold og slagsmål i gaderne, men ingen kom alvorligt til skade.

Københavns Brandvæsen oplevede en mere stille nytårsaften end sidste år uden tilskadekomne, men med et mængde småbrande i containere, skraldespande og lignende.

- Vi har ikke haft større ildebrande, og det ser mere roligt ud end tidligere, siger operationschef Peter Westh, Københavns Brandvæsen.

Heller ikke politikredsene på det øvrige Sjælland har oplevet alvorlig vold. I Nordsjælland, på Københavns Vestegn, i Sydsjælland og Lolland-Falster og på Midt- og Vestsjælland meldes overalt om travlhed med mange mindre brande og lidt gadeuorden.

- Vi har haft en enkelt brand i en indkøbsvogn fyldt med papir, der blev antændt af en raket, men ellers har det været en relativt stille nat. Døgnrapporten er i hvert fald ikke så tyk, som den plejer at være, siger vagtchef Lars Gaslaz, kort efter at han mødte på arbejde klokken seks nytårsmorgen.

På Fyn har der været "lidt gang i gaden", men ikke af den voldsomme slags. Det er gået fornuftigt, lyder det fra politigården i Odense torsdag morgen.

Dog melder Odense Universitetshospital torsdag formiddag om to tilfælde af skader efter krysantemumbomber. I et tilfælde er skaderne så alvorlige, at en person er indlagt.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi meldes om travlhed med småbrande, fulde mennesker og husspektakler, men ingen større sager.

- Ingen er kommet alvorligt til skade, men vi ender på 10 voldssager. Det er lidt mere, end efter en almindelig lørdag med mange i byen, siger vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Også i Sydøstjylland, Østjylland og Midt- og Vestjylland slap politiet med travlhed uden større sager.

På Bornholm så det på et tidspunkt ud til, at en gasflaske, der var antændt uden på et hus, kunne udvikle en alvorlig brand. Men ilden blev slukket, inden den udviklede sig så alvorligt som først frygtet, oplyser Bornholms Politi.

/ritzau/