G20-lederne er fortsat splittede over Syrien

Med til middagen var den amerikanske præsident, Barack Obama, der presser på for en international militæraktion mod det syriske styre.

Rusland har omvendt flere gange nedlagt veto i FNs Sikkerhedsråd mod sanktioner mod Syrien og er desuden udtalt modstander af en amerikansk-ledet straffeaktion mod Syriens præsident, Bashar al-Assad, der beskyldes for at stå bag et angreb med kemiske våben.

Vladimir Putin og Barack Obama udvekslede en kortfattet hilsen og et håndtryk ved en fotoseance for pressen, der fandt sted lige før topmødet, men der er ikke yderligere planer om, at de to statsledere skal mødes på tomandshånd under G20-mødet.

Og skellene mellem G20-statslederne i forhold til Syrien blev ikke mindre under middagen, sagde Italiens premierminister, Enrico Letta.

»G20 har netop afsluttet middagen, hvor splittelsen om Syrien blev bekræftet,« sagde han ifølge avisen The Telegraph efter middagen, hvor han selv deltog.

Også Kina er udtalt modstander af en militæraktion i Syrien, og talsmand Qin Gang fra den kinesiske delegation sagde torsdag til AFP, at »krig ikke kan løse problemet i Syrien«.

I New York beskyldte den amerikanske FN-ambassadør Rusland for at holde FNs Sikkerhedsråd som gidsel i spørgsmålet om Syrien, mens den britiske premierminister, David Cameron, oplyste, at Storbritannien har nye beviser for brugen af kemiske våben. Der er ifølge premierministeren tale om prøver fra Syriens hovedstad, Damaskus, der er blevet testet på laboratorier i Storbritannien, om som dokumenterer brugen af kemiske våben.

I et nyt forsøg på at nå en fredelig løsning for Syrien meddelte FN torsdag, at FNs særlige udsending Lakhdar Brahimi var på vej til G20-topmødet for at presse på for fredsforhandlinger mellem Assad og oprørerne, der kæmper imod hans styre.

En anden, der appellerer til en fredelig løsning i Syrien, er Pave Frans, der i et brev til Vladimir Putin, appellerer til handling fra G20-lederne.

»Det er beklageligt, at ensidede interesser fra starten af konflikten i Syrien har sejret og i virkeligheden hindret søgningen efter en løsning, der kunne have afværget den meningsløse massakre, der nu udfolder sig,« står der ifølge The Telegraph i brevet, der er dateret den 4. september.

Ifølge det amerikanske efterretningsvæsen blev mere end 1.400 mennesker dræbt i angrebet den 21. august, og FN anslår, at over 100.000 har mistet livet i borgerkrigen, der er gået ind i sit tredje år.

Dagens Gossip