G8 til kamp mod skattetænkning

»Tidligere var det god ledelse at presse skatten helt i bund. Nu er det god ledelse at presse skatten helt i bund, men på en måde, der tåler offentlighedens moralske vurdering. Virksomheder, der har lavet skattespekulation, der er juridisk i orden, kan ende med at tabe sagen moralsk og dermed tabe omsætning. Det er en ny udvikling, som kan dæmpe aggressiviteten i skattespekulationen,« siger Jan Pedersen, professor med speciale i skat ved Aarhus Universitet.

Efter offentligt pres i Storbritannien har Starbucks tilbudt frivillig skattebetaling, da det viste sig, at kaffekæden næsten intet betalte i skat. Det viser ifølge en række NGOer, at virksomheder selv kan bestemme deres skat. Et skråplan, som også revisorer advarer imod.

»Det er helt uacceptabelt og fundamentalt forkert uanset synsvinkel. I demokratiske lande skal regler overholdes. Hvis myndighederne er utilfredse med resultatet, må reglerne ændres. Virksomheder skal ikke selv bestemme, hvad de vil betale i skat, og man kan ikke have et system, hvor virksomheder presses til at betale mere, end de skal, fordi deres anvendelse af reglerne falder folk for brystet. Det udstiller systemets svaghed,« siger Søren Sønderholm, partner i revisionsselskabet KPMG.

EU og USA har dette forår vedtaget regler, der fjerner privatpersoners skattemæssige gemmesteder. Nu oprustes over for de globale virksomheder. På G8-topmødet, der begynder i dag, vil verdens otte største lande forsøge at tage de første skridt.

Dagens Gossip

Dagens TV