Gående selvmordsbomber angriber militærbus i Kabul

Skrevet af admin

13/12/2014

Mest læste i dag

En selvmordsbomber har lørdag angrebet en militærbus med soldater i den afghanske hovedstad, Kabul, hvor Taliban tilsyneladende intensiverer antallet af angreb, mens resterne af den internationale Isaf-mission forlader landet.

Mindst seks meldes dræbt ifølge nyhedsbureauet AFP.

Taliban har taget skylden for angrebet på bussen, der stod tilbage med massive skader, mens sårede blev kørt til hospitalet.

- En selvmordsbomber angreb en bus tilhørende den afghanske hær, skriver forsvarsministeriets talsmand Zahir Azimi på Twitter.

Ifølge en talsmand fra politiet i Kabul kom selvmordsbomberen til fods.

Militærbusser er ofte mål for Talibans bomber. Torsdag angreb og dræbte en selvmordsbomber seks soldater i en bus i en forstad til Kabul.

31. december udløber den internationale Isaf-mission i Afghanistan, hvor Taliban fortsat er en alvorligt destabiliserende faktor trods flere end 10 års forsøg på at nedkæmpe gruppen.

Tidligere lørdag blev 12 afghanske mineryddere skudt og dræbt af Taliban i en aktion, hvor seks andre blev såret.

Afghanske sikkerhedsstyrker har efterfølgende pågrebet tre påståede gerningsmænd, mens fire andre er blevet skudt.

/ritzau/AFP