Gadekampe i Istanbul - hvor 1. maj protester er forbudt

Tyrkiets politi anvendte fredag vandkanoner og tåregas mod hundredvis af stenkastende demonstranter i det centrale Istanbul, hvor myndighederne har forbudt protester og aktioner på arbejdernes internationale kampdag 1. maj.

Politi i kampuniformer jagtede demonstranter, som kastede med flasker og fyrværkeri mod myndighedernes barrikader og vejspærringer.

Urolighederne på Taksim Pladsen, der er blevet et symbol for regeringsfjendtlige demonstrationer, var vendt mod regeringen og præsident Recep Tayyip Erdogan, som bliver beskyldt for at være blevet mere og mere autoritær forud for et valg i juni.

- Vi holdt et fredeligt møde, og vi er ikke bevæbnede, siger oppositionspolitikeren Mahmut Tanal, som fremviser den tyrkiske forfatning for at understrege retten til at holde møder.

Vejene omkring Taksim Pladsen er øde, og der er i hele området rejst mange barrikader af politiet. Flere af politiets helikoptere overflyver området.

Det var ikke kun Istanbul, der er Europas største by, som blev rystet af uroligheder. Også i den tyrkiske hovedstad Ankara var der demonstrationer, men stemningen var mere fredelig og festlig, og der blev danset i gaderne.

Regeringen havde forud for 1. maj sagt, at den symbolske Taksim Plads ville være åben for fredelige, men ikke for "illegale demonstrationer".

- Jeg ønsker, at 1. maj bliver markeret i en festlig stemning uden provokationer, hedder det i en erklæring fra Erdogan.

Oppositionspartier og fagforeninger har opfordret regeringen til at opgive forbuddet mod aktioner og demonstrationer.

Erdogan har tidligere kaldt demonstranter for "pak" og "terrorister", og han frygter en gentagelse af de store demonstrationer, som i 2013 bragte Tyrkiet på forsiderne i aviser verden over.

Uroen udgjorde den hidtil værste trussel mod Erdogan og hans AK-parti, som kom til magten i 2002.

Erdogan håber på en klar sejr til hans parti ved parlamentsvalget i juni, da han arbejder på at få ændret den tyrkiske forfatning og få udvidet sine beføjelser som præsident.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip