Gadekampe i Libyens hovedstad kræver mindst 40 liv

Skrevet af admin

16/11/2013

Dagens topnyheder

Kampe mellem bevæbnede indbyggere og oprørsmilitser fortsatte natten til lørdag i Tripoli, hvor mindst 40 personer har mistet livet og 400 meldes såret.

Eksplosioner og skyderier har lyst over hovedstadens gader natten igennem.

Regeringen har appelleret til våbenhvile, efter at en demonstration mod militsernes tilstedeværelse endte i blodige sammenstød.

Det er tredje gang på 10 dage, at gadekampe bryder ud i den libyske storby, hvilket understreger landets problemer med at håndtere de militser, der var med til at vælte diktatoren Muammar Gaddafi for to år siden.

Militsgrupperne har efterfølgende beholdt de våben, de blev udstyret med under konflikten med Gaddafi.

Blodsudgydelserne er de værste i Tripoli i flere måneder. Det gik galt, da bevæbnede mænd affyrede skud mod hundredvis af demonstranter, der krævede, at oprørerne blev bortvist fra byen.

Det libyske sundhedsministerium opfordrer folk til at donere blod, mens flere og flere sårede ankommer til hospitalerne i Tripoli.

Den libyske premierminister, Ali Zeidan, krævede fredag aften, at alle bevæbnede militser straks skulle forlade hovedstaden.

- Eksistensen af våben uden for hæren og politiet er farlig, fastslog han over for journalister.

- Alle bevæbnede militser må straks forlade Tripoli. Uden undtagelser.

Ali Zeidan blev i oktober bortført af en oprørsgruppe, der går under navnet De Libyske Revolutionæres Operationsrum. Han blev frigivet et par timer senere.

/ritzau/AFP