Gaderøveri: To mænd truet med kniv og rørtang

Skrevet af Elo Christoffersen

12/07/2013

Dagens topnyheder

To mænd fra Fredericia på henholdsvis 20 og 21 år blev tirsdag aften ved 20-tiden udsat for et røveri i Kolding.

Bag Shell i Sydbanegade blev de passet op af to gerningsmænd, der forlangte at få udleveret deres ejendele.

- Det nægtede de, fortæller Arno Rindahl Pedersen fra lokalpolitiet i Kolding til Dagens.dk.

Derefter trak røverne en kniv og en rørtang og truede de unge mænd til at udlevere, hvad de havde af værdier.

Den ene afleverede blandt andet en iPhone 5, kontanter og en sølvhalskæde. Den anden mand afleverede en iPhone 5, sine sko, pung med kontanter og solbriller.

Gerningsmændene stak af efter røveriet.

De beskrives begge som 20-30 år, 180-190 centimeter høje og brun i hudfarven og talte dansk med accent. Den ene var iført sorte bukser, en stor trøje og bar en kniv. Den anden var iført mørke bukser, en stor trøje og en kasket. Han bar på rørtangen.

Oplysninger i sagen kan gives til lokalpolitiet i Kolding på 1-1-4.