Gadeskyderi giver syv års fængsel til 30-årig

Skrevet af admin

27/05/2015

Mest læste i dag

Der er udsigt til syv år bag tremmer for en 30-årig mand, der onsdag ved Retten på Frederiksberg er fundet skyldig i drabsforsøg i forbindelse med et skyderi på Nørrebro i København. Skuddene blev affyret en søndag eftermiddag i februar sidste år.

Ud over drabsforsøg dømmes den 30-årige for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol under skyderiet og den efterfølgende dag, da politiet anholdt ham.

Inden straffen blev besluttet, argumenterede anklager Ulrich Thomsen for, at den 30-årige idømmes mindst otte års fængsel.

Forsvareren, advokat Berit Ernst, anbefalede en straf på seks og et halvt år.

- Den rigtige sanktion er at idømme en straf på i alt seks og et halvt års fængsel for drabsforsøg og våbenbesiddelse. Det er en lang straf, siger hun.

- Et år fra eller til betyder alverden i denne situation. Man skal huske, at det er en ung, som forhåbentligt har livet foran sig, og som skal ud og bygge en hverdag op igen.

Den dømte, som har tilknytning til banden Brothas, har gennem hele sagen nægtet sig skyldig. Han anker dommen, oplyser hans forsvarer.

Tidligere onsdag kastede den 30-årige med plastikkrus og råbte op i retten, da dommeren kendte ham skyldig i drabsforsøg og våbenbesiddelse. Han er siden faldet til ro og forholder sig roligt, mens dommen afsiges.

I forbindelse med dommen er der lagt vægt på, at drabsforsøget er sket med et skarpladt våben på åben gade, og at den 30-årige flere gange har været i besiddelse af et skarpladt våben, forklarer dommer Eva Hammerum.

En anden mand er sigtet i sagen, men er endnu ikke tiltalt.

Det voldsomme skyderi fandt sted i krydset mellem Nordre Fasanvej og Ørnevej på Nørrebro i februar sidste år. Her kørte to mænd i en VW Touran op på siden af en Mercedes, og der blev affyret skud med en 9 mm pistol.

Manden i den mørke Mercedes overlevede skyderiet, da skuddene blev standset af metaldele i bilen. Dagen efter blev den nu dømte 30-årige anholdt.

/ritzau/