Gældskrise: USA får trusler om kredit-smæk

Skrevet af admin

16/10/2013

Dagens topnyheder

Kreditvurderingsbureauet Fitch truer nu med at sænke USA's kreditværdighed på grund af de økonomiske stridigheder i Kongressen.

Republikanere og demokrater kan ikke blive enige om at hæve USA's gældsloft, hvilket kan få store konsekvenser for den globale økonomi. Fristen for at nå en aftale udløber torsdag.

Fitch tror dog stadig på, at det lykkes politikerne at finde en løsning inden deadline. Men det "ekstreme politiske vovemod og manglen på finansiel fleksibilitet" kan øge risikoen for, at USA misligholder sin gæld, skriver Fitch i en meddelelse.

Fitch er det eneste kreditvurderingsbureau, der denne gang siger, at udsigterne for USA er negative. Ved det seneste politiske slagsmål om USA's gældsloft sænkede Standard & Poor's den amerikanske kreditværdighed fra AAA til AA+.

Findes der ikke en fælles løsning om at hæve gældsloftet, vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger. Det kan skabe voldsom uro på de globale finansmarkeder.

Advarslen fra Fitch er en påmindelse til politikerne om, at USA er faretruende tæt på ikke at kunne betale sin gæld, siger en talsmand for det amerikanske finansministerium.

USA ventes den 17. oktober at støde ind i gældsloftet på 16.700 milliarder dollar eller cirka 92.000 milliarder kroner. Gældsloftet udtrykker det maksimale beløb, som USA kan optage lån for.

Det er den amerikanske kongres, der har bemyndigelsen til at hæve gældsloftet. Det har tidligere været en formssag af den indlysende grund, at USA skal være i stand til at betale sine regninger.

Republikanerne, som har flertallet i Repræsentanternes Hus, har imidlertid fremsat en række betingelser om blandt andet sundhedsreformen Obamacare og niveauet for offentlige udgifter for at ville stemme for en forhøjelse af gældsloftet.

/ritzau/AFP