Gældsloft lægger låg på aktiegryden

Vil det republikanske partiers medlemmer af Kongressen virkelig lade de føderale myndigheder gå i betalingsstandsning? Det er spørgsmålet, som har afløst de højspændte politiske forhandlinger om Syrien som det emne, der optager investorerne mest.

Truslen om, at USAs centraladministration snart rammer gældsloftet, og at politikerne i Washington ikke kan blive enige om at forhøje loftet inden første delfrist 1. oktober, skurrer i ørerne på børshandlerne, som igen fredag sendte aktierne på Wall Street ned.

»Jeg tror, investorerne lige nu grubler over, hvad det betyder for forbrugernes tillid og for omsætningen og indtjeningen i virksomhederne, hvis Washington bliver fanget i dette hængedynd,« siger Fred Dickson, chefstrateg for D.A. Davidson & Co. i Oregon, til Reuters.

Både Dow Jones indekset og S&P 500 indekset faldt omkring 0,4 procent, mens Nasdaq indekset på børsen på Times Square lukkede 0,15 procent nede.

For ugen betyder det et fald på godt én procent for de to første indeks, mens tech-aktierne sneg sig i et lillebitte plus. Aktierne har ellers sprudlet den seneste tid, da det blev tydligere for markederne, at den amerikanske centralbank Federal Reserve ikke foreløbig har tænkt sig at skrue ned for den massive støtte til finansmarkederne, som er med til at holde renten nede. Dow Jones ligger nu omkring to procent lavere end på toppunktet 18. september, skriver Reuters.

Dagens Gossip

Dagens TV