Gældsopgør i USA: Obama er klar til kortsigtet løsning

Skrevet af admin

12/10/2013

Mest læste i dag

USA's præsident, Barack Obama, vil angiveligt underskrive en kortsigtet forhøjelse af landets gældsloft, hvis Kongressen laver en "ren" aftale uden en masse politiske betingelser. Det siger talsmand for Det Hvide Hus, Jay Carney.

- Hvis Kongressen vil godkende et rent gældsloft af kort varighed for at undgå misligholdelse, vil præsidenten underskrive det, siger Carney.

Wall Street reagerede prompte på talsmandens udmeldelser med stigende kurser.

Fredag mødtes ledende republikanere fra Repræsentanternes Hus endnu engang med Obama for at forsøge at finde en løsning på konflikten om USA's gæld og finanslov.

- At bevæge sig fra "jeg vil ikke forhandle" til "lad os i det mindste sætte os ned og gennemdrøfte det her", er et stort skridt frem, sagde den republikanske senator Dan Coats efter besøget hos Obama.

Det er svært at vurdere, hvor store fremskridt der er taget fredag, fordi deltagerne afviser at komme med specifikke oplysninger fra samtalerne, men nyhedsbureauet Reuters skriver:

"Begge sider taler med fornyet optimisme om muligheden for at undgå en fiskal krise. Lovgiverne ventes at arbejde weekenden over med det mål at færdiggøre en aftale tidligt næste uge".

- Det ser i det mindste ud til, at der er en mulighed for at lave nogle fremskridt, siger Jay Carney.

Fredagens begivenheder viser ifølge erhvervsavisen Wall Street Journal, at de republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus er ved at blive møre. Deres krav er nu kun en "skygge" af deres ambitioner for bare nogle uger siden.

Amerikanerne skal finde en løsning på gældsloft-krisen inden 17. oktober. Her rammer landets gæld nemlig det loft, der er fastsat ved lov.

Findes der ikke en fælles løsning om at hæve gældsloftet, så vil USA gå teknisk bankerot og blive ude af stand til at betale alle sine regninger, og det kan få uoverskuelige konsekvenser for verdensøkonomien.

/ritzau/