Gældsramte andelshaveres skæbne afgøres i Højesteret

Skrevet af admin

25/04/2016

Dagens topnyheder

I 183 usælgelige lejligheder på Frederiksberg håber andelshaverne, at de omsider kan komme ud af den gæld, som de har været i siden finanskrisen.

Højesteret afgør tirsdag, om foreningen Duegården får lov til at begære sig konkurs. Foreningen bør få lov til at starte forfra, mener Jan Hansen, der er direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.

- Det er vigtigt for beboerne i Duegården, at andelsboligforeningen får mulighed for at begære sig konkurs. Hver eneste dag, der går, bliver foreningen mere forgældet, siger direktøren fra andelsboligforeningernes brancheorganisation.

Da boligpriserne var på deres højeste i midten af 00'erne, stiftede beboerne i ejendommen Duegården en andelsforening. De finansierede købet med et lån med en rente, der kunne justeres løbende. Senere skiftede de til et fast-rente-lån.

Den kombination - optagelse af lånet mens boligpriserne var på deres højeste og et såkaldt swap-skifte til et fast-rente-lån - resulterede i en stor gæld, da renten og priserne på udlejningsejendomme faldt.

Duegårdens andelshavere ønsker, at foreningen går konkurs, fordi det giver dem en mulighed for at slippe ud af gælden og starte forfra.

Andelshaverne vil miste deres indskud. Til gengæld slipper de for en høj boligafgift og kan komme ud af lejligheden uden at skulle finde en køber, der vil overtage forpligtelsen til at betale boligafgift.

Det vil til gengæld gå ud over Nykredit, som har tilgodehavender for omkring en halv milliard kroner i en ejendom, der sidste år blev vurderet til 277 millioner kroner.

Duegården er langt fra den eneste forening, som er kommet i klemme under krisen. Jan Hansen vurderer, at 10 til 20 foreninger står i en lignende situation.

- Der er ingen tvivl om, at andre andelsboligforeninger med meget dårlig økonomi vil kigge nøje på det resultat, som Højesteret kommer frem til, siger han.

Duegården fik i Sø- og Handelsretten lov til at indgive konkursbegæring, men den beslutning blev sidste år omgjort i Østre Landsret.

/ritzau/