Gæster i Zoo så tigerunge dø

Den ene af tigerungerne i Københavns Zoo nåede kun at blive ni måneder gammel.

Lørdag eftermiddag døde den, mens der stadig var gæster i dyreparken på toppen af Valby Bakke.

»Den har haft nogle epileptiske anfald, som den var i behandling for, men den døde altså under et af dem lørdag,« siger vicedirektør for Københavns Zoo, Bengt Holst, til tv2.dk.

Zoo-gæsterne ved tigerindhegningen så tigerungen få et epileptisk anfald cirka klokken 13.30 og kontaktede en dyrepasser.

»Vi havde hurtigt vores dyrepassere dernede, der kunne forklare publikum, hvad der var sket. En formidlingsmedarbejder blev, indtil vi kunne få fjernet ungen,« siger Bengt Holst.

Han understreger, at tigerungens død udelukkende skyldes anfaldet, og at der ikke var bidemærker på ungen, udover dem den fik i tungen under anfaldet. Men det kan for gæsterne godt have set ud som om, de andre tigre har været hårde ved den.

»Når den er gået i krampe, reagerer de andre unger ved at gå hen og undersøge den og markere over for den, men de bider aldrig. Det er en ’kom nu op og leg igen'-reaktion, men det kan godt se barskt ud,« siger Bengt Holst.

Tigerungen var den ene af et søskendeflok på i alt tre, der blev født i april 2013. Københavns Zoo deltager i det internationale avlsprogram og kommer ifølge tv2.dk formentlig til at sende de to andre tigerunger videre til andre zoologiske haver om et halvt års tid.

Dagens Gossip

Dagens TV