Galatasaray bryder med cheftræneren

Galatasaray med klubbens præsident Unal Aysal i spidsen valgte tirsdag aften at bryde kontrakten med cheftræner Fatih Terim, som ellers har ikonstatus blandt klubbens fans, efter han gennem flere år har hjemført talrige mesterskaber samt triumfen i Uefa Cuppen i 2000.

Dermed skal de forsvarende tyrkiske mestre nu ud og finde en træner før mødet med danske FC København 23. oktober i Champions Leagues indledende puljespil. 

Beslutningen om at afskedige den tyrkiske trænerlegende blev angiveligt truffet efter et flere timer langt møde i Galatasary-toppen. Ifølge klubbens hjemmeside fordi parterne ikke kunne blive enige om vilkårene i en ny toårig kontrakt.

- Fatih Terim har valgt at afslå et toårigt kontrakttilbud. Derfor har Galatasarays bestyrelse set sig nødsaget til at finde en ny løsning, skriver klubben i en pressemedelelse.

Resultaterne har heller ikke været med Fatih Terim i denne sæson. Således er kritikken af den ellers urørlige træner taget til på det seneste, efter Galatasaray har fået en rædselsfuld begyndelse på sæsonen.

Her ligger klubben i øjeblikket placeret som nummer ti i den hjemlige liga, mens Galatasaray indledte Champions League-turneringen med et ydmygende 1-6-nederlag hjemme på Türk Telekom Arena til Real Madrid.

60-årige Terim kommer dog ikke til at gå arbejdsløs, da han sideløbende med jobbet hos Galatasaray har takket ja til rollen som midlertidig tyrkisk landstræner.

Hos Galatasaray spekuleres der allerede nu i, hvem der skal afløse Fatih Terim som cheftræner. Her nævnes italienske Roberto Mancini ifølge flere udenlandske medier blandt favoritterne.

Dagens Gossip