Galimatias: DSB melder, at der ikke vil være nogen tog over Fyn i påsken

Skrevet af admin

20/03/2015

Dagens topnyheder

Togpassagerer, som enten skal rejse over Storebælt eller sydpå til udlandet i påsken, får en mere besværlig rejse end normalt.

Banedanmark laver sporarbejde fra onsdag 1. april til 2. påskedag, mandag 6. april, og derfor forsinkes passagererne, hvis de ikke kan rejse før eller efter påskedagene, oplyser DSB i en pressemeddelelse.

På de berørte strækninger bliver togene erstattet af togbusser:

Sporarbejdet kommer til at påvirke alle tog på strækningerne Slagelse-Fredericia, Fredericia/Kolding-Vojens, Tinglev-Padborg/Flensborg og Orehoved-Nykøbing Falster/Rødby Færge, og passagererne må regne med forlænget rejsetid.

Derudover bliver togene på følgende internationale strækninger erstattet med busser: Fredericia-Hamburg, Kolding-Flensborg og København-Rødby Færge-Puttgarten.

I DSB's togbusser kan passagerer ikke medtage deres cykler. Desuden er der begrænset plads i togbusserne til barnevogne og kørestole.

Blandt de busser, der bliver indsats, vil der være to typer af togbusser. De såkaldte stopbusser vil stoppe ved de stationer, toget ellers ville have stoppet ved. Derudover vil der køre busser direkte fra Slagelse til Fredericia.

Togpassagerer, der rejser på tværs af landet, skal regne med en forlænget rejsetid på halvanden time og altså skift mellem tog og bus i Slagelse og Fredericia.

Derfor gør DSB opmærksom på, at passagerer kan spare sig noget rejsetid ved at rejse før eller efter sporarbejdet, hvis det er muligt.

Sporarbejdet begynder klokken 22 onsdag 1. april og slutter igen klokken 10 mandag den 6. april. Derefter følger DSB sin normale køreplan.

Skærtorsdag 2. april og langfredag 3. april er der sporarbejde døgnet rundt, og der er også sporarbejde hele påskedag, søndag 5. april.

Sporarbejdet kommer i påsken, fordi DSBs reservation og prognoser viser, at strækningerne vil være mindst befærdet i påsken, hvor pendlerne har ferie.

Passagerer kan på DSB's hjemmeside, www.dsb.dk, læse mere om sporarbejdet og påskens forsinkelser.

/ritzau/