Galleri: Rockens mesterfotografer på Trapholt

Udstillingen "Bent Rej og Søren Solkær Face to Face. Fotografi fra Stones til Winehouse" åbner på fredag.

Begge fotografer har gennem årene haft eksklusiv adgang til at fotografere samtidens største musikere, begge opererer på den internationale rockscene og deres billeder publiceres verden over.

- Musikfotografiet er en af tidens væsentlige portræt-genrer i perioden 1964 frem til i dag. Tidligere fangede fotografen musikeren før og efter koncert. I dag er fotografen med til at skabe og understøtte kunstnerens image gennem iscenesættelsen, siger direktør på Trapholt Karen Grøn og fortsætter:

- Man kan sammenligne udviklingen af fotografier af rockmusikere med udviklingen i det private fotografi, hvor vores privatfotos har flyttes sig fra dokumentation af begivenheder til iscenesættelser, som vi poster på Facebook.

Udstillingen på Trapholt viser Rejs fotografier tilbage fra 1960'erne og Solkærs fra 1990erne op til i dag. Bent Rej er reporteren som ud over at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, også har haft en eminent forståelse for billedkomposition, som kommer til udtryk i hans stærke fotografier, hvor kroppens linjeføring og spillet mellem sort, hvid, lys og skygge er centrale elementer.

Søren Solkær er med sin kunstfaglige baggrund iscenesætteren, som henter inspiration fra film og billedkunst. Et koncentreret arbejde med lys og klassiske maleriske motiver med spejlinger og det romantiske maleris dramatiske himmelrum er del af Søren Solkærs værktøjskasse, som også indeholder referencer til mange andre kunstnere.

Udstillingen Bent Rej og Søren Solkær Face to Face. Fotografi fra Stones til Winehouse kan ses på Trapholt fra 13. december til ultimo 2014.

Se billederne nedenunder...

Dagens Gossip