Galleri: Wilbeks tropper falder sammen med et stort norsk brag

Det blev bestemt ikke den afslutning på Golden League-stævnet i Oslo, som herrelandsholdet i håndbold formentlig havde håbet på.

Danmark tabte den sidste kamp i EM-forberedelsesturneringen med de klare cifre 26-32 til Norge efter en anden halvleg, som var lige til glemmebogen.

Blot ni mål efter pausen blev det til for Danmark, der satte en tremålsføring ved pausen over styr og eftertrykkeligt blev rundbarberet af nordmændene.

Danmark var allerede inden kampen sikre på at vinde turneringen, og måske derfor blev der gået en lille smule mere afslappet til sagerne.

Ikke nok med, at Mads Mensah Larsen glemte at få sin kamptrøje på og derfor ikke kunne blive skiftet ind i slutningen af første halvleg, da det var hans tur til at få spilleminutter.

Men generelt var det som om, at der blev taget løsere på tingene end i de to første kampe i turneringen.

Wilbek efter rædselshalvleg: Det var en skændsel

Og det gjorde en forskel mod nordmændene, der trods alt havde et hjemmepublikum at tænke på og stadig var uden sejr i turneringen.

Det begyndte ellers meget godt for det danske hold, der sprudlede offensivt i første halvleg og endda førte 15-10 på et tidspunkt.

Bo Spellerberg havde fået chancen fra start for at bevise, at han i Rasmus Lauges eventuelle fravær også kan varetage playmakertjansen på holdet.

Og det gik fint for KIF-spilleren i de første 30 minutter, ligesom Mikkel Hansen fortsatte med at være træfsikker udefra.

Jannick Green stod samtidig en fremragende kamp og præsterede blandt andet en tripel-redning, som var med til at sikre dansk 17-14-føring ved pausen.

I anden halvleg faldt tingene dog fra hinanden for de rød-hvide. Helt præcist skete det ved stillingen 22-22, hvor alt for slapt forsvarsspil medførte fire norske scoringer i rap.

Landstræner Ulrik Wilbek forsøgte at råbe sit mandskab op i en timeout, men effekten udeblev.

For i de sidste 10 minutter faldt også angrebet fra hinanden, og så var der frit slag for nordmændene, der scorede efter behag og dermed tog en af de store skalpe mod broderfolket mod syd.

Det var nemlig Danmarks første nederlag til Norge siden EM-åbningskampen i 2008 i Oslo.

Alt i alt må landstræner Wilbek dog være tilfreds med den danske indsats i turneringen.

Når man ser bort fra skaderne til Nikolaj Markussen i optakten og til Rasmus Lauge i kampen mod Kroatien, så står landstræneren udelukkende med positive problemer, inden han skal udtage sin EM-trup.

Det sker engang i december, og Wilbek har forbeholdt sig retten til at udtage 18 spillere for senere at skære de to sidste mand fra.

Bedømt på den samlede indsats i Oslo - og hvis man vælger at se bort fra de sidste 30 minutter - kan det godt blive en svær øvelse.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/

Dagens Gossip