Gambia vil ud af Commonwealth

Beslutningen om at forlade Commonwealth blev ifølge BBC læst op i gambisk TV, men uden at der blev givet nogen årsag til bruddet.

Den gambiske regering udtaler dog til nationalt TV, at »Gambia aldrig skal være medlem af en neo-kolonial institution og aldrig vil være en del af en institution, der repræsenterer en fortsættelse af kolonialismen«.

For to år siden beskyldte den gambiske præsident, Yaha Jammeh, Storbritannien for at bakke op om hans konkurrent til præsidentposten. Yaha Jammeh har siddet ved magten, siden han kom til ved at et kup i 1994, og har også tidligere talt ilde om briterne.

Gambias omdømme blev sidste år plettet af henrettelsen af ni fanger, som Amnesty International kraftigt kritiserede, og tidligere i år kritiserede også det britiske udenrigsministerium overtrædelser af menneskerettigheder i landet.

Commonwealth, eller Det Britiske Statssamfund, blev etableret i 1931 og moderniseret i 1949, har den britiske regent som overhoved, og er et samarbejdsforum, der med egne floromvundne ord arbejder for »vores folks fælles interesser og fremme af international forståelse og fred i verden«.

Mere konkret arbejder landene i statssamfundet på for eksempel fælles visumregler, samhandel og politiske aftaler, men statssamfundet har for eksempel ingen fælles udenrigspolitik, og landene er ofte rygende uenige indbyrdes.

Præsident Yaha Jammeh gav forleden landet yderligere ridser i lakken, da han på FNs generalforsamling, i hvad der betegnes som en vidtløftig tale, betegnede homoseksualitet som en af de tre største trusler mod menneskeheden.

Kun tre lande har tidligere trukket sig fra Commonwealth. Den Irske Republik i 1949, Sydafrika i 1961 og Pakistan i 1972.

Dagens Gossip