Gaming-råd på 7'eren

”Gamers OneTake” er tilbage på skærmen, når landets to sejeste spil-eksperter giver seerne de seneste nyheder fra den virtuelle verden hver lørdag klokken 21.

Thomas Bense, kendt fra blandt andet Pixel tv og Go’ morgen Danmark, og hans kompagnon Nicolas Estrup er værterne, der tager seerne med på 30 minutter lang tur gennem det dugfriske spil-landskab.

På deres reelle og ufortrødne måde bedømmer de tidens sjoveste, skøreste og bedste spil, samt apps. Vært på programmet, Thomas Bense, har store forventninger til anden sæson:

- Det bliver det vildeste efterår i spilbranchen. Med to nye game-konsoller, en masse spiludgivelser og ikke mindst et marked i forandring, hvor spil konstant vokser sig større, også på de nyere platforme som tablets og smartphones, er der materiale til en masse nye ”Gamers OneTake” programmer. Der bliver noget for alle spil-elskere, fortæller Thomas Bense.

30 minutters spil-eufori

Som navnet antyder, er ”Gamers OneTake” optaget i et hug, hvilket giver programmet sit hurtige flow og reelle udtryk. I deres spritnye studie giver værterne en kynisk, flabet og ligetil anmeldelse af tidens spil og apps.

Det giver seerne guidelines til hvilke spil, den højtelskede spilkonsol næste gang skal fodres med – og hvilke, der er ren gift for maskinen. Under programmet vil værterne desuden besvare de bedste spørgsmål fra seerne.

”Gamers OneTake” indtager 7’erens programflade med sine skæve vinkler og kontante udmeldinger lørdag den 14. september klokken 21. Programmet genudsendes søndag aften på 7’eren.

Dagens Gossip

Dagens TV