Gamle fjender mindes verdenskrig skulder om skulder

Regeringsledere og kongelige i stort antal er mandag samlet i den belgiske industriby Liège for at markere 100-års-dagen for udbruddet af Den Første Verdenskrig.

Belgiens kong Philippe bød velkommen til blandt andre Storbritanniens prins William, Spaniens kong Felipe og Frankrigs præsident Hollande, men også den gamle fjende Tyskland var repræsenteret i Liège i skikkelse af præsident Joachim Gauck.

At 100-års-dagen markeres i Liége er ikke tilfældigt.

I de første dage af august 1914, tog belgiske styrker i byen kampen op mod den invaderende tyske hær, hvilket medførte, at den tyske hærs fremmarch mod Frankrig blev kraftigt forsinket.

Det var den tyske invasion af Belgien, der fik Storbritannien til at erklære Tyskland krig for 100 år siden, og dermed var krigen på det europæiske kontinent uundgåelig.

Resten er historie. 10 millioner soldater mistede livet, 20 millioner blev såret, millioner af civile blev ofre på den ene eller anden måde og store imperier faldt under Den Store Krig, som verdenskrigen kaldes.

Derfor stod de tidligere fjender skulder om skulder mandag i Liége; for at mindes ofrene og forsikre hinanden om, at det aldrig må ske igen.

Den primære ceremoni mandag finder sted ved de allierede styrkers mindesmærke ved Cointe, der ligger på et højdedrag over byen.

På grund af de massive sikkerhedstiltag i forbindelse med markeringen, er der begrænset adgang for offentligheden til ceremonien. Men der er blevet sat storskærme op i centrum af Liège, så alle kan følge med i begivenheden.

I 1914 var Sønderjylland en del af det tyske rige, og derfor kæmpede omkring 30.000 sønderjyder på tysk side i kampen mod de allierede.

Ikke færre end 5000 sønderjyder menes at have mistet livet under Den Første Verdenskrig.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV