Gamle mekanikere hjælper de unge

Siden august har Erhvervsskolerne Aars haft 11 seniorer til at være fagmentorer for de unge i værkstedet.

Når de unge eksempelvis skal lære at skifte bremserne i en bil, kan de bare bede om hjælp fra en fagmentor, hvis noget driller.

67-årige Kristian Madsen er pensioneret automekaniker og har siden august fungeret som fagmentorer for unge på Erhvervsskolerne Aars.

Han er glad for eksempelvis at kunne hjælpe de unge med at måle, om bilens bremseskiver sidder lige.

- De tager imod en masse impulser fra mig. Det er herlige unge mennesker at have med at gøre, og de lytter, fortæller han.

17-årige Rasmus Ejlersen er også glad for "de gamle hoveder", som han kalder dem.

- De har været i faget i meget længere tid, og de har været igennem det, vi skal igennem, så de kan altid komme og hjælpe med et eller andet, siger han.

Efter efterårsferien plejer Erhvervsskolerne Aars at opleve, at nogle elever dropper ud. Men det tror uddannelseschef Egon Bekker ikke, der bliver tilfældet i år.

Og en af grundene hertil er fagmentorerne.

- Hvis man føler, at man er usikker hele tiden og ikke rigtig kan finde ud af det, så giver man også let op. Og så kan man i hvert fald sige, at to ekstra mænd en formiddag om ugen kan være med til, at den elev, der måske er ved at miste modet, lige får lysten til at fortsætte, for nu får man den hjælp, forklarer Egon Bekker.

Der er cirka 35 fagmentorer landet over, hvoraf de 11 af dem er tilknyttet Erhvervsskolerne Aars.

 

Dagens Gossip