Gamle ministre vil beholde udenrigseksperter i København

Skrevet af admin

27/12/2015

Dagens topnyheder

Tre tidligere udenrigsministre med tilsammen 21 års erfaring - blandt dem Venstre-veteranen Uffe Ellemann-Jensen - advarer mod regeringens planer om at flytte Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) fra København til Aarhus.

Samtidig kræver regeringens støtteparti Liberal Alliance at blive overbevist om fornuften i flytningen og sår dermed tvivl om, hvorvidt regeringen kan få det nødvendige flertal.

Det skriver Politiken søndag.

- Det har ingen positive effekter, og jeg kan overhovedet ikke se fornuften bag det valg.

- Det vil skade Diis' arbejdsmuligheder, og det er synd, set i det lys at Diis nyder stor international anerkendelse, siger Uffe Ellemann-Jensen (V), der var udenrigsminister fra 1982 til 1993, til Politiken.

Per Stig Møller, der var konservativ udenrigsminister fra 2001 til 2010, mener, at regeringens løsning, hvor Diis skal bruge "virtuelle løsninger" i samarbejdet med ministerier og Folketinget, er useriøs.

Han påpeger over for avisen, at det ikke er muligt at føre videokonferencer fra eksempelvis landstingssalen, hvor der oftest holdes høringer.

- Jeg vil ikke blande mig i indenrigspolitik. Men jeg håber ikke, at forslaget ender med at blive stemt igennem, siger Per Stig Møller.

Den tidligere socialdemokratiske udenrigsminister og folketingsformand Mogens Lykketoft kalder det "en direkte stupid måde at lave egnsudvikling på".

- Formålet med Diis er at spille sammen med statsadministrationen. Der er en grund til, at man ikke flytter Statsministeriet til Samsø, siger Lykketoft til avisen.

Særligt i tilfældet med udflytningen af Diis skal et flertal i Folketinget godkende udflytningen.

Her kræver regeringens støtteparti Liberal Alliance at blive overbevist om den faglige og økonomiske fornuft i at flytte Diis til Aarhus. Udenrigsordfører Mette Bock siger, at LA endnu ikke har taget stilling til, om det vil stemme ja eller nej til udflytningen.

/ritzau/