Gammel mand fra Aabenraa-området fængslet for overgreb mod pige

En 71-årig mand er varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overgreb på en otteårig pige.

Manden er sigtet for anden kønslig omgang end samleje og blufærdighedskrænkelse. Han nægter sig skyldig.

Grundlovsforhøret onsdag var for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning og barnet, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden, der er fra Aabenraa-området, er ikke familiært beslægtet til den otteårige pige, men politiet i Syd- og Sønderjylland kan ikke oplyse, hvordan de to er kommet i kontakt med hinanden.

Da pigen er under 12 år, stiger strafferammen markant, hvis den 71-årige bliver kendt skyldig. Hvor straffen for kønslig omgang med børn ned til 12 år ligger på op til otte års fængsel, kan manden i denne sag straffes med fængsel i op til 12 år.

Den sigtede afviser både blufærdighedskrænkelse og anden kønslig omgang end samleje.

På grund af grundlovsforhørets lukkede døre, kan politiet ikke give flere oplysninger om sagen på nuværende tidspunkt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV