To gange EM-guld sender Danmark til tops i statistikken

Nu er der mange måder at gøre en medaljestatistik op på ved et stort mesterskab.

Man kan for eksempel rangere landene efter, hvem der har vundet flest medaljer, eller man kan give forskellige point, alt efter medaljens karat.

Men man kan også bare vælge at gøre som det europæiske svømmeforbund og se på, hvem der har vundet flest guldmedaljer. Og gør man det, ligger Danmark øverst i tabellen ved EM i svømning.

Med Rikke Møller Pedersens førsteplads på 200 meter bryst og Jeanette Ottesens guld på 100 meter butterfly er Danmark nemlig oppe på fem guldmedaljer.

Det er lige præcis én mere end Storbritannien, Italien og Ungarn. Førstnævnte har vundet hele 16 medaljer, men heraf er fem af sølv og syv af bronze.

Faktisk kunne Danmark have vundet yderligere en guldmedalje, hvis ikke kvindernes 4x100 meter fri var blevet diskvalificeret for en lillebitte tyvstart i finalen, som de ellers vandt.

Der resterer to dage af EM-stævnet, og Danmark har pæne chancer for at hente yderligere to gange guld.

Mie Ø. Nielsen satte bedste tid i semifinalen på 50 meter ryg, og det danske 4x100 meter medley-hold for kvinder må være storfavoritter med guldvinderne fra tre af de fire individuelle konkurrencer på holdet foruden Pernille Blume, der blev nummer fire på 100 meter fri.

Medaljestatistikkens top-fem efter fem af syv konkurrencedage (henholdsvis guld, sølv og bronze i parentes):

1. Danmark (5-1-0)

2. Storbritannien (4-5-7)

3. Italien (4-1-7)

4. Ungarn (4-1-2)

5. Sverige (3-3-1)

/ritzau/

Dagens Gossip