Garantifond hjælper ikke alle Tyrkiet Ekspertens kunder

Skrevet af admin

12/10/2013

Dagens topnyheder

Kun de rejsekunder, der har købt en pakkerejse, eller har sørget for at købe en særlig konkursforsikring for deres flybillet, kan få penge tilbage fra Rejsegarantifonden efter krakket i Scanway/Tyrkiet Eksperten.

Sådan lyder det fra formanden for bestyrelsen i Rejsegarantifonden, Susanne Larsen.

- Men også de kunder, der har betalt deres flybilletter med et kreditkort på nettet, kan få deres penge tilbage ved at fortryde købet. De skal kontakte deres bank. De kan dog ikke få hjælp fra os, siger hun.

Dermed vil der formentligt være en restgruppe af kunder hos den krakkede rejsearrangør, som for eksempel har betalt flybilletten på nettet med et almindeligt dankort, og som ikke har købt konkursforsikring for flyselskaber fra Rejsegarantifonden.

For de kunder er der hverken hjælp eller penge at hente, og de skal også selv sørge for hjemtransport, hvis de befinder sig i Tyrkiet, bekræfter Susanne Larsen.

Hun har endnu intet overblik over, hvor mange kunder konkursen i Scanway/Tyrkiet Eksperten kommer til at ramme på den ene eller den anden måde.

Men et krak i rejsebranchen lige op til efterårsferien i uge 42 er et af de værst tænkelige tidspunkter på året. Efterårsferien er nemlig en meget populær uge blandt danske chartergæster, lyder det fra Susanne Larsen.

- Det er jo højsæson. Vi er ved at danne os et overblik over, hvor mange mennesker, der er omhandlet, og hvor mange mennesker, der er dækket af Rejsegarantifondens forsikring, siger Susanne Larsen.

- Vi giver råd og sætter i gang med at skaffe hjemtransport til dem, der er ude på rejsemålene, siger formanden.

Hun regner med, at garantifonden i løbet af de næste par dage vil have overblik over, hvor mange kunder, der har penge til gode for en rejse eller flybillet købt hos Scanway/Tyrkiet Eksperten.

/ritzau/