Garantimørt dansk kød hos discountkæde

Mange forbrugere efterspørger dansk kød af høj kvalitet, men til en stærk pris. Derfor indfører discountkæden Kiwi i samarbejde med Himmerlandskød en ny garanti for, at kødet i Kiwis kølediske er saftigt, velsmagende og mørt.

Lever bøffen eller culottestegen fra Himmerlandskød ikke op til forventningerne, giver discountkæden pengene retur.

Kiwi er dermed den første discountkæde herhjemme, der sælger ’garantimørt’ dansk kød til kunderne. Samarbejdet med Himmerlandskød betyder nemlig også, at alt okse- eller kalvekødet er opdrættet, slagtet og opskåret i Danmark.

- Du skal kunne regne med, at vores kød har samme høje kvalitet, som du finder hos den lokale slagtermester. Det har Himmerlandskød. Derfor tør vi give kunderne garanti for, at det er møre, saftige og velhængte bøffer, de tager med hjem fra køledisken. Den garanti er der ingen anden i discountmarkedet, der tilbyder, siger Torben Elmgaard, Salgs- og markedsdirektør i Kiwi Danmark.

Himmerlandskød er kød fra ungdyr, der er opvokset, slagtet og skåret ud i netop Himmerland. Alt kødet gennemgår en tålmodig modningsproces, som betyder, at bøffer og stege har fået tid til at udvikle sig til den særegne kvalitet, der kendetegner Himmerlandskød. Bag varemærket står de to slagterier, Hjalmar Nielsen og DLK Århus.

Dagens Gossip