Gareth Bale sætter prop i scoringskrise i Real-sejr

Gareth Bale kom ud af sin scoringskrise, da fodboldklubben Real Madrid søndag aften vandt 2-0 hjemme over Levante i Primera Division.

Waliseren, der ikke havde scoret siden den 24. januar, lavede begge mål i første halvleg i sejren, hvor Real Madrid fik lidt tilgivelse hos hjemmepublikummet.

De sejrsvante tilskuere på Santiago Bernabeu har været kritiske over for Real-holdet.

Klubben har mistet føringen i ligaen og var tidligere i denne uge var tæt på at ryge ud af Champions League efter et 3-4-nederlag hjemme til Schalke 04 i 1/8-finalerne.

Real gik dog videre med samlet 5-4.

Mens Gareth Bale fik gang i målscoringen, så måtte Cristiano Ronaldo gå målløs fra banen.

Verdens bedste fodboldspiller må dermed se Lionel Messi være to mål foran i deres indbyrdes kappestrid om at blive topscorer i Primera Division.

Messi har lavet 32 mål, mens Ronaldo har scoret 30.

Med sejren over Levante har Real Madrid 64 point for 27 kampe.

FC Barcelona topper med 65 point. De to tophold mødes om en uge på Barcelonas hjemmebane.

/ritzau/

Dagens Gossip