Garmin-Sharp vil snuppe dansk stortalent

Johnny Weltz har givet Magnus Cort et tilbud om en professionel kontrakt.

For to uger siden proklamerede cykelrytteren Magnus Cort, at han var klar til at skifte amatørtilværelsen på Team CULT Energy ud med en professionel kontrakt på et af de største hold i cykelsporten. Den besked er tilsyneladende nået frem til World Tour-holdene, for nu står det 20-årige stortalent med en endnu ikke underskrevet kontrakt i hånden.

- Jeg har fået et tilbud fra Johnny Weltz og Garmin, fortæller Magnus Cort. 

Team Garmin-Sharp er et af de største hold i verden, og det er den danske sportsdirektør på det amerikanske hold, Johnny Weltz, som har fået øjnene op for Magnus Cort, der fik sit foreløbige gennembrud under Post Danmark Rundt i sommer, da han

vandt to etaper og kørte i den gule førertrøje.

Flere hold har henvendt sig til Cort efter Post Danmark Rundt, men indtil videre er det kun Garmin, som er blevet konkrete, fortæller Magnus Cort. Alligevel tøver han med at skrive under.

- Det er rigtig fedt, at de store hold henvender sig, men jeg går stadig og overvejer, om det er nu, jeg skal tage springet, eller jeg skal vente et år mere. Jeg synes, det er et rigtig svært valg.

På Team Garmin-Sharp vil Magnus Cort blive holdkammerat med Lasse Norman Hansen, som bliver Garmin-rytter til januar, og Alex Rasmussen, hvis han får sin kontrakt forlænget. Johnny Weltz var allerede begejstret for Cort under Post Danmark Rundt, og i sit kontrakttilbud til Cort har han forsøgt at overbevise den unge rytter om, at Garmin er det rigtige valg.

- Han tror, at det vil være det rigtige for mig at skifte til Garmin. Han tror på, at jeg på sigt kan blive en rigtig god cykelrytter, og at jeg kan vinde nogle af de aller store løb. Jeg tror, han var meget imponeret over mine sejre i Post Danmark Rundt, siger Magnus Cort.

Magnus Cort anses for at være et af de største talenter i den store talentmasse, som dansk cykelsport besidder. U23 landstræner Morten Bennekou har lige haft Magnus Cort med til ungdommens Tour de France, Tour de l'Avenir, og her har han forsøgt at vejlede Magnus Cort, imens de store hold forsøger at lokke ham.

Bennekous råd er nemlig, at Magnus Cort bliver i Danmark og kører et år mere på danske Team CULT Energy.

- Magnus har muligheden for at slå igennem, og jeg har sagt til ham, at hvis han vælger at sige ja til et af de store hold, så hjælper jeg ham 100 pct. Men når han spørger mig, hvad jeg synes, han skal gøre, så siger jeg, at han skal vente, siger Morten Bennekou.

Landstræneren har set flere danske talenter tage skridtet ind i den professionelle verden for tidligt, og det er med de erfaringer in mente, at han anbefaler Cort til at afvise Garmin og de andre World Tour-hold.

- Jeg tror, det er bedre for ham at udvikle sig stille og roligt i Danmark, hvor han også vil kunne lave bedre resultater.

Magnus Cort regner med at træffe en endelig beslutning inden VM i Firenze i slutningen af september.

Dagens Gossip