Garvet biltyv er jaget vildt i København

En 55-årig mand blev kort før klokken 01 natten til fredag anholdt i en stjålen bil efter næsten et kvarters heftig biljagt gennem gaderne i København.

Manden kørte "særdeles hensynsløst og hasarderet" og kørte flere gange mod ensretning, fortæller vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi.

- Det begyndte klokken 00:42 på Istedgade og gik igennem store dele af København, og pågældende er anholdt i en stjålen bil ved Rosenborggade.

- Der er lykkeligvis ingen tilskadekomne og heller ingen færdselsuheld, siger vagtchefen.

Jagten endte præcist 14 minutter efter, at politiet satte efter biltyven, da manden kørte ind i et cykelstativ på Rosenborggade. Undervejs påkørte han en patruljevogn. Dog uden fare for betjentene og politihunden i bilen.

Der var ingen passagerer i flugtbilen, der blev ført af en særdeles velkendt kriminel.

- Han er i forvejen godt kendt af politiet for blandt andet at stjæle biler, og han har i øvrigt fået frakendt køreretten for bestandigt, siger vagtchefen.

Mads Firlings vil ikke ind på, hvor mange politibiler, der var efter biltyven. Men det var "mange", siger han.

Mads Firlings er endnu ikke klar over, hvorfor politiet fattede mistanke til ham på Istedgade.

- Meget ofte omkring de her tidspunkter kører vi nogle rutinemæssige kontroller af køretøjer og førere, og det er givetvis det, der er sket.

- Nu skal vi i gang med undersøgelser af hændelsen, siger vagtchefen, der endnu ikke ved, hvor høje hastigheder, der blev kørt med.

Politiet har mistanke om, at manden var påvirket af enten alkohol eller stoffer.

/ritzau/

 

Dagens Gossip