Gary Neville får første sejr som Valencia-træner

Skrevet af admin

17/12/2015

Mest læste i dag

Det vakte stor opsigt, da den tidligere engelske landsholdsspiller og Manchester United-profil Gary Neville for to uger siden overraskende blev ansat som ny cheftræner i den spanske storklub Valencia.

Onsdag aften fik Neville så sin første sejr som Valencia-træner efter at have spillet to gange 1-1 i Primera Division og tabt i Champions League.

Baggrunden for sejren var billig - der var tale om en hjemmekamp mod upåagtede Barakaldo i Copa del Rey, den spanske pokalturnering. Valencia vandt 2-0 og er dermed samlet videre til 1/8-finalerne med 5-1.

Neville havde valgt at stille op med et blandet hold, hvor der både var plads til flere af holdets profiler og en række af dem, der hidtil ikke har fået så meget spilletid i sæsonen.

Allerede efter otte minutter bragte 20-årige Santi Mina Valencia foran, inden den rutinerede angriber Alvaro Negredo scorede kampens sidste mål efter en halv time.

Også Athletic Bilbao er videre til 1/8-finalerne efter en sejr på 6-0 hjemme over Linense. Dermed vinder baskerne sammenlagt 8-0.

Til gengæld røg Malaga ud af turneringen efter et hjemmebanenederlag til Mirandes på 0-1. Mirandes vandt første kamp hjemme med 2-1.

Efter planen skulle Real Madrid have spillet mod Cadiz onsdag aften, men kampen var aflyst, eftersom Real Madrid er blevet smidt ud af turneringen for at have brugt en ulovlig spiller i det første opgør mellem de to hold.

/ritzau/