Gas-sigtede elever: Vi er uskyldige

De to elever på 18 og 20 år, der torsdag blev anholdt for at sprede tåregas på gymnasiets område, nægter sig skyldige.

- De nægter begge og er begge løsladt, men vi fastholder sigtelsen, siger Claus Danø fra Østjyllands Politi til Ritzau.

På grund af forseelsens størrelse har det ikke på noget tidspunkt været meningen, at de to elever skulle fremstilles i grundlovsforhør, og det har derfor intet med nægtelsen at gøre, at de er løsladt igen efter afhøringen.

- Vi mener stadig, vi har en sag, men jeg kan ikke sige mere, så længe efterforskningen foregår, siger Claus Danø.

Han oplyser dog, at der både er tekniske beviser og vidneudsagn, der peger i retning af de to sigtede mænd.

Onsdag blev der slået gasalarm ved Langkær Gymnasium nær Aarhus. 800 elever blev evakueret, og 24 ansatte og elever måtte behandles, da de fik det dårligt af at bevæge sig gennem et gangareal, hvor der tilsyneladende var et gasudslip.

24 personer, der havde symptomer som hoste og opkast, blev behandlet på stedet.

Politiet har torsdag konkluderet, at der var tale om tåregas - eller såkaldt CS-gas.

Politiets teknikere har sigtet de to mandlige elever for overtrædelse af våbenloven. De er også sigtet for vold, fordi de har pådraget 24 lærere og elever på Langkær Gymnasium ubehag ved deres handling.

- Vi betragter det som vold, når der er så mange mennesker, der har haft ubehag af tåregassen, siger Claus Danø.

Rektor på Langkær Gymnasium, Anders Østergaard, er skuffet over eleverne.

- Jeg er ufattelig skuffet over, at der er nogle af mine elever, der kan finde på den slags, siger han til Ritzau.

- Heldigvis kom ingen til skade, og alle påvirkede har været i skole igen i dag, siger Anders Østergaard.

De to elever, der er sigtet, kan både se frem til politiets efterforskning, og som minimum en midlertidig bortvisning fra skolen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip