Gaza-nødhjælpsleder: Der er ingen steder at flygte hen

Skrevet af admin

12/07/2014

Dagens topnyheder

Den kritiske situation i Gazastriben har nået nye højder, efter at Israel tirsdag indledte en større offensiv mod den lille enklave ved Middelhavet, som lørdag atter er mål for israelske luftangreb.

Det fortæller palæstinenseren Omar Al Majdalawi, der er projektmedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp og leder af organisationens kontor i Gaza, hvor han også bor og befinder sig.

- Det her er mere intenst, end det har været på noget tidspunkt tidligere. Der er en dræbermaskine på spil, og der er ingen, der sætter en stopper for den, siger han med henvisning til den israelske offensiv.

Situationen i Gaza er særligt kritisk, fordi der er ikke er nogen flugtveje. Nødhjælpen kan ikke nå frem, og ressourcerne er ved at forsvinde, lyder det.

- Vi har ingen krisecentre i Gaza. Vi har kun vores egne huse at beskytte os i, så hvad kan folk gøre? Folk er bekymrede og bange. Der er ingen steder at flygte hen. De to landegrænser, der kontrolleres af Israel og Egypten, er begge lukkede.

- Når jeg for eksempel ringer til min ven og spørger, hvordan situationen er hos ham, siger han "jeg taler med dig lige nu, så indtil videre er jeg i live", men ingen ved, hvad der sker det næste øjeblik, siger Omar Al Majdalawi over telefonen til Ritzau.

- Selv hvis jeg så en chance for at flygte, ville jeg ikke vide, hvor jeg skulle tage hen, tilføjer han.

Derfor bor han fortsat i sit hus med sin familie, der tæller fire børn. Den ældste er en pige på 10 år.

- Min datter ved godt, hvad der foregår og har bedt mig om at lade være med at pakke tingene ind. Jeg har sagt til hende, at hun ikke skal være bange, og det fortæller hun mig, at hun ikke er, men hun vil have klar besked.

- Hun vil have, at jeg fortæller hende, at vi befinder os midt i en krig. Jeg kan ikke løse den her situation. Jeg kan ikke beskytte mine børn. Jeg kan kun tale dem til ro, fortæller den frustrerede nødhjælpsleder.

Som resten af befolkningen i Gaza har han heller ikke noget bud på, hvad der kommer til at ske de næste dage.

- Jeg ved det ikke, men jeg har nogle ønsker. Jeg har et ønske om, at den her vanvittige dræbermaskine bliver stoppet meget snart. Det er min besked til omverdenen og til israelerne, for det går ud over civilbefolkningen.

- Jeg har et behov for, at mine børn kommer til at leve i et sundt miljø. Det her er den femte krig på syv år, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal fortælle dem, siger Omar Al Majdalawi.

/ritzau/