Gazprom begynder olieproduktion i Arktis

Skrevet af admin

22/12/2013

Mest læste i dag

Gazprom er begyndt at producere olie fra platformen, som for nylig blev forsøgt bordet af aktivister fra Greenpeace.

Det meddeler det russiske energiselskab.

Det var i september, at aktivisterne forsøgte at trænge om bord på platformen, men de blev standset og anholdt af den russiske kystvagt.

Senere blev de sigtet for hooliganisme, men aktivisterne, herunder en dansk kvinde, er netop blevet benådet af præsident Vladimir Putin.

Olieprojektet er næsten 10 år bagud i køreplanen, skriver Reuters, der betegner det som et kontroversielt energiprojekt.

Greenpeace og andre miljøaktivister har påpeget, at miljøet i Arktis er meget sårbart over for olieudslip.

Putin har imidlertid erklæret, at Ruslands udvinding af olieforekomster i Arktis er af strategisk vigtighed for Rusland.

I fredags udsendte Gazprom også en erklæring om olieproduktionen.

- Vi bliver pionererne i Ruslands arktiske udvikling, lød det fra topchefen hos Gazprom, Aleksej Miller.

Noget af det, der har forsinket projektet, har været, at boreudstyret har en del år på bagen, der har været tekniske problemer, og Gazprom har også haft problemer med de nødvendige tilladelser.

Men nu skulle det hele så være på plads, og produktionen er i gang.

Greenpeace har advaret om det og kaldt igangsættelse af olieproduktion for "en sort dag for Arktis".

- Gazprom er det første selskab på Jorden, der pumper olie op under det kolde arktiske vand, og selskabets sikkerhedshistorie er rystende. Det er umuligt at tro dem, når det gælder boresikkerhed i en af de mest skrøbelige og smukke regioner på kloden, siger Greenpeace i en erklæring.

Reuters skriver, at flere store olieselskaber har indgået aftaler med Rusland om at producere olie i det arktiske farvand ved Rusland.

Det gælder ExxonMobil og Statoil.

Dog ventes de selskaber først at begynde olieproduktion i sidste halvdel af 2020'erne.

/ritzau/AFP