Gazprom viser tænder over for Ukraine

Skrevet af admin

04/03/2014

Dagens topnyheder

Det russiske energiselskab Gazprom meddeler, at dets rabat på gas til Ukraine ophører fra april, men antyder, at det kan tilbyde et milliardlån i stedet.

Det meddeler Gazproms chef, Alexej Miller, ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Han siger, at det russiske selskab måske kunne tilbyde Ukraine et lån på to til tre milliarder dollar til at betale af på de 1,5 milliarder dollar, som landet i forvejen skylder.

Ukraine har meddelt, at det ikke har været i stand til at betale det fulde beløb for de russiske gasleverancer i februar.

Eksperter har tidligere påpeget, at præsident Vladimir Putin bruger Gazprom som et hårdtslående udenrigspolitisk våben.

/ritzau/Reuters