Gehrt blev matchvinder med kanonmål

Mathias Gehrt har fået en god start på sin fodboldtilværelse i Holland. Onsdag aften scorede den tidligere Brøndby-spiller sit andet mål for Den Haag, da han i kampen mod Vitesse kanonerede bolden i mål til slutresultatet 2-1.

Kampen var en udsat kamp i den hollandske Æresdivision, og Den Haag havde hårdt brug for point, da klubben ligger under nedrykningsstregen. Det startede da også fremragende, da Michel Kramer bragte hjemmeholdet foran efter blot syv minutters spil.

Føringsmålet havde Gehrt også en fod med i, da han var med i opspillet, der førte til scoringen. Vitesse udlignede dog i midten af anden halvleg ved Davy Pröpper, hvorefter hjemmeholdet pressede på for sejren.

Og 20 minutter før tid blev Gehrt matchvinder, da han fra 20 meters afstand hamrede til bolden, der smukt endte op i hjørnet af målet uden chance for Vitesse-keeperen. Den Haag er nu to point fra en placering over stregen.

 

 

 

Dagens Gossip