Gem dem væk: 150 småbørn bliver hvert år forgiftet af vitaminpiller

Hvert år bliver mange børn og unge indlagt med medicinforgiftninger efter overdrevet indtag af smertestillende piller og vitaminpiller.

Det er et stort problem, som kan undgås, hvis medicinen i hjemmet ikke var så let tilgængelige.

En undersøgelse, foretaget for Panodil af Kompas Kommunikation, viser, at børnene hos hver tredje børnefamilie let kan få fat i hjemmets medicin.

Stella Zederkof Stigfeldt fra Avedøre er mor til to børn på henholdsvis fem og syv år. Hun har oplevet, hvor lidt der skal til, for at børn kan få fat på hjemmets medicin. Hun fik sig en skræk i livet, da hun fandt sine børn i fuld gang med at spise vitaminpiller.

- Pillerne stod højt placeret på en kommode i stuen i måske 160 centimeters højde. Så jeg fik et kæmpe chok, da jeg kom ind i stuen og opdagede, at mine børn var i fuld gang med at spise pillerne. De nåede kun at spise et par stykker, men jeg er ikke i tvivl om, at hvis de havde haft tiden til det, så havde de tømt glasset, siger Stella Zederkof Stigfeldt i en pressemeddelelse fra Kompas Kommunikation.

Hun er nu blevet mere opmærksom på at opbevare vitaminpiller og medicin, så børnene ikke kan få fat i det.

Det er slet ikke sjældent, at børn bliver indlagt efter at have fundet børnevitaminpillerne på køkkenbordet, fortæller Kim Dalhoff, som arbejder med forgiftninger på Bispebjerg Hospital.

- Risikoen ved vitaminpillerne er jernindholdet. Så børnene kan blive jern-forgiftet, og det er rigtig farligt, siger Kim Dalhoff til Dagens.dk.

Han påpeger, at nogle af børnevitaminpillernes jernindhold gør, at der skal spises rigtig mange, for at barnet risikerer en decideret forgiftning. Men nogle piller har et højere jernindhold, og så skal der ikke så meget til, før det kan gå helt galt.

- Det sker temmelig hyppigt, at bekymrede forældre ringer til Giftlinjen, fordi deres børn har spist for mange vitaminpiller. Så bliver de typisk indlagt til observation i seks timer, fortæller Kim Dalhoff.

En del af problemet er, at børnenes vitaminpiller smager som slik, så når børnene selv kan nå dem, kan det være fristende for dem at spise løs.

- Forældrene stiller det jo på bordet, ved siden af salt og peber. Det er vigtigt, at man opbevarer medicin og vitaminer utilgængeligt for børn, siger forgiftningsnings-eksperten.

I 2013 var smertestillende medicin skyld i 1400 indlæggelser af børn og unge landet over, viser undersøgelsen fra Kompas Kommunikation.

Ud af dem får 150 0-4 årige børn en overdosis af vitaminpiller - hvert år.

Dagens Gossip

Dagens TV